Diplomdagen d. 29. november 2011 var en helt særlig af slagsen. Denne dag kunne Green Network nemlig præsentere sin nye profil som erhvervsnetværk for CSR - virksomhedernes samfundsansvar - samtidig med, at 15 virksomheder kunne modtage Green Networks diplom.
Det var de lokale erhvervschefer fra Fredericia, Middelfart, Vejle, Kolding og Hedensted, der overrakte diplomerne. De 15 virksomheders arbejde viser tydeligt, at der er mange veje at gå, når man vil gøre en forskel. For virksomhederne har i deres redegørelser og handlingsplaner sat sig forskellige mål, lige fra indførelse af grønnere teknologi og nedsættelse af CO2-udslip til at åbne dørene for mennesker, der har svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet. Dagens diplomer blev uddelt for miljø, arbejdsmiljø, socialt engagement, sundhed og for en samlet bæredygtighedsredegørelse.